top of page

Om Højskolen Grobund

En ny slags højskole

Højskolen Grobund er en nystartet højskole, der har som sit erklærede mål at sætte mennesker i stand til at handle direkte og meningsfuldt på klimakrisens store udfordringer. 

 

Højskolen Grobund blander energien og visionerne fra klimakampen med fællesskabet og dannelsestanken fra den grundtvigske folkehøjskole. Resultatet er en helt ny type højskole, der gentænker forholdet mellem natur, menneske og samfund i vores fag og måde at lave højskole på. Hos os er den grønne omstilling ikke en sur pligt, men en begejstret og legende undersøgelse af de muligheder klimabevidsthed giver for at skabe gode, rige liv på en ny måde.

IMG_9236.JPG
8_edited.png

 

På Højskolen Grobund sættes håndværket i højsædet. Vi bliver som befolkning mere og mere belæste, men er ofte hjælpeløse, når det kommer til praktiske kundskaber. Det giver let en følelse af håbløshed, fordi vi ikke ved, hvor vi skal begynde for at tage fat på klimaproblemet. Det ønsker vi på Højskolen Grobund at lave om på.

 

Som elev på Højskolen Grobund vil du blive klædt på til blandt andet at bygge dit eget tinyhouse, dyrke permakultur og lave grøn mad fra bunden. Det er ambitionen, at du får kundskaberne til selv at indrette dit liv klimavenligt.

Har du aldrig rørt ved en hammer, et lugejern eller en gulerodsskræller før? Fortvivl ej. Det er jo netop det, vi skal lære – i fællesskab.

Lær at bruge hænderne

Historien om højskolen

Ideen til Højskolen Grobund blev udklækket på en Europarejse i 2021, hvor vi mødtes en flok venner i Kroatien og diskuterede den magtesløshed, vi alle følte i forbindelse med klimakrisen. Hvordan kan man selv gøre en forskel? Hvordan gør man op med den uholdbare opfattelse af det gode liv, vi har fået overleveret? Hvordan kan vi bo og leve indenfor de grænser, som naturen sætte for os?

Mødet blev til et ønske om en højskole, der skulle kunne hjælpe andre såvel som os selv med at besvare netop disse spørgsmål. Vi sagde vores jobs op, flyttede til egnen omkring Grobund ved Ebeltoft og kastede os helhjertet ind i projektet. Ét år senere, juli 2022, slog højskolen dørene op til det første hold. Det blev en fantastisk måned med en flok mennesker, der ændrede vores liv. Der blev grint, diskuteret, bygget, festet, spist og sunget, med andre ord: der blev lavet rigtig højskole ved stranden ved Grobund. Og vi besluttede os for at dette var for godt til at skulle slutte her. Det skulle blive til en varig højskole, der kunne stå som et praktisk eksempel på grøn omstiling i mange år fremover.

Det er denne proces med med at bygge en højskole, som er i gang nu. Kursus efter kursus, elevhold efter elevhold, bygger vi skolens fysiske rammer op, sammen med de elever, der nu engang lever på højskolen. Og imens laver vi grøn omstiling i praksis og god højskole, der har potentialet til at flytte mennesker.

 

Vil du blive del af fortællingen? Så kom med på næste hold!

IMG_7209.HEIC
Grobund.jpg
bottom of page