Velkommen mørke
10.–26. februar
Kursus om energi, offgrid og den mørke tids muligheder
KURSET ER DESVÆRRE AFLYST. VI BESTRÆBER OS PÅ AT HOLDE ET LIGNENDE KURSUS ENGANG I NÆR FREMTID.
Sol op 07.43, sol ned 17.04. Det er de lyse timer i midten af februar. Ellers er det mørkt. For de fleste er det anledning til at tænde lys. Men nu skal vi spare på strømmen, fordi kriserne gør energien dyrere. I stedet for at fortvivle, vil vi tage mørket tilbage og stille spørgsmål til vores forhold til energi og afsøge alternativer.
Vi skal hylde denne tid på året, hvor det er mørkt i de fleste af døgnets timer, hvor man rykker tættere sammen, og hvor man skal holde varmen og bruge af sit opsamlede forråd.
Vi skal bygge sauna, lave store, varme simreretter, lære om offgrid-energisystemer og kigge nærmere på den fossile økonomi for at forsøge at forstå, hvordan vi mon blev så afhængige af energien.
Vi skal synge sammen, sanse kulden og varmen og mørket der sænker sig. I en tid hvor alle taler om klima-, energi- og fødevarekrise, dykker vi ind i filosofien bag selvforsyning og nøjsomhed. Kan man finde gode liv her, med et mindre forbrug og et mindre belastende fodaftryk?
Vi glæder os til at ønske mørket velkommen sammen med jer.
Det praktiske
Vi bor og har det meste af undervisningen på kursuscenteret Blushøjgård, som ligger naturskønt ved Elsegårde med kig til øen Hjelm – i cykel- og køreafstand til Grobund Fabrik, som vi besøger jævnligt. Vi bor i firepersonerslejligheder med to på hvert værelse.
Vi har en femdagesuge – tre dage med skema, en dag med tema og en hviledag. De tre dage med skema er bygget op med praktisk undervisning om formiddagen og teoretisk undervisning om eftermiddagen. På temadagen kan vi fordybe os i et emne, som f.eks. konserveringsmetoder i madlavning, offgrid-systemer, permakulturteori og tinyhousedesign. Fagene er byggeri, madlavning, offgrid, politisk filosofi og et udvalg af valgfag.
Hverdagen byder på klassiske højskoledyder, som fællessang, morgensamling, fællesspning og -rengøring, foredrag og fest. Vi interagerer med det store fællesskab Grobund ved at dele af undervisningen, fællesspisningen og højskoleaftnerne foregå her.
Pris: 10.000 kr